JEHOVAS VIDNERS SYN PÅ BLODTRANSFUSION
 OG HVORDAN DE PRÆGER BØRNENE

Som vi har været inde på tidligere er den væsentligste grund til at kristne nægter at få blodtransfusion ikke at blodet er forurenet men at det er dyrebart for vor Gud og Livgiver. Det bør vore børn vide. De bør også vide at den eventuelle sundhedsfare der er forbundet med blodtransfusion, giver vor religiøse holdning yderligere vægt.

21 Hvis du har børn, er du da sikker på at de har Bibelens syn på blodtransfusion og kan forklare det? Er de overbevist om at denne holdning er i overensstemmelse med Guds vilje?

Er de overbevist om at hvis man overtræder Guds lov kan det være så alvorligt at det bringer den kristnes evige liv i fare?

Kloge forældre vil gennemgå disse spørgsmål med deres børn uanset om børnene er store eller små. Forældrene kan sammen med hvert enkelt barn gennemgå de spørgsmål som en dommer eller læge kunne finde på at stille det. Målet er ikke at barnet skal lære at gentage visse svar eller facts udenad. Det er langt vigtigere at barnet ved hvad det selv tror, og hvorfor.

I forbindelse med en retssag kan forældrene og andre naturligvis fremholde oplysninger om farerne ved blodtransfusion og mulighederne for alternative behandlingsmetoder. Men det en dommer eller embedsmand højst sandsynligt vil forsøge at finde ud af ved at udspørge vore børn, er om de er voksne nok til at forstå deres situation og muligheder, og om de har en fast personlig overbevisning og deres egne værdinormer. — Jævnfør Anden Kongebog 5:1-4.

CITAT SLUT

FRA "RIGETS TJENESTE" NOVEMBER 1992
(INTERN INFORMATION TIL JEHOVAS VIDNER)

Rigets Tjeneste: november 1992

20 min. „Beskyt jeres børn mod misbrug af blod." Foredrag af en ældste over paragraf 1-10 i tillægget. Fremhæv ræsonnementet bag den konklusion at der ikke nødvendigvis er tale om et kompromis hvis et forældrepar går ind på at lade en læge behandle deres barn under de omstændigheder der er beskrevet i paragraf 5-7.

Tillæg — Beskyt jeres børn mod misbrug af blod

1 „Se! Sønner er en arv fra Jehova." (Sl. 127:3) Hvis I har en sådan kostbar arv fra Jehova, har I som forældre den glædebringende men også alvorlige opgave at opdrage, forsørge og beskytte jeres børn. Har I gjort alt hvad I kan for at beskytte jeres børn mod misbrug af blod? Hvordan ville jeres børn reagere hvis de stod over for at skulle have en blodtransfusion? Har I som familie drøftet hvad man kan gøre hvis man kommer ud for et ulykkestilfælde hvor blodtransfusion kommer på tale?

2 I kan ikke forudse og forberede jer på alle de situationer der kan opstå i livets forhold, men man kan gøre meget for at forhindre at ens barn bliver påtvunget en blodtransfusion. Hvis I unddrager jer jeres ansvar i den forbindelse kan det føre til at man giver jeres barn blod under lægebehandling. Hvad kan I gøre for at undgå det?

3 Vigtigt at have en fast overbevisning: Har I, og lærer I jeres børn at have, den indstilling som Guds lov påbød i Femte Mosebog 12:23-25? Måske påstår en læge at det vil ’gavne’ jeres syge barn at få blod. Alligevel må I være fast besluttede på at afvise blod på jeres børns vegne, idet I sætter forholdet til Jehova højere end en hvilken som helst påstået forlængelse af livet som kunne opnås ved at overtræde hans lov. Både Guds godkendelse nu og det evige liv står på spil!

4 Jehovas vidner er livsorienterede. Det er en af grundene til at de opsøger hospitaler og lader deres børn indlægge til behandling. De anmoder læger om at behandle dem, men når de får at vide at en behandling indebærer blodtransfusion, beder de om en alternativ behandling uden blod. Der findes mange behandlingsformer og lægemidler der kan bruges som alternativ til blodtransfusion. Erfarne læger bruger dem allerede. Der er ikke tale om kvaksalveri. Disse behandlingsmetoder er heller ikke ’alternative’ i den forstand at de ikke er lægeligt anerkendte. Det drejer sig om lægevidenskabeligt autoriserede fremgangsmåder som er beskrevet i førende medicinske tidsskrifter. I tusindvis af læger verden over samarbejder med os om at yde fornuftig lægebehandling uden at bruge blod. Det kan dog stadig være et problem at finde frem til læger der er villige til at behandle børn af Jehovas vidner uden brug af blod.

5 Find en samarbejdsvillig læge: Læger har et krævende job, og når I beder dem om at behandle jeres barn uden brug af blod, bliver udfordringen endnu større. Nogle vil måske indvillige hvis der er tale om modne mindreårige. Nogle domstole har anerkendt modne mindreåriges ret til selv at vælge lægebehandling. (Se Vagttårnet for 15. juni 1991, side 16, 17, om hvad det vil sige at være en moden mindreårig.) Læger kan imidlertid, i situationer der ikke er livstruende, nægte at foretage kirurgiske indgreb på mindreårige, især mindre børn og spædbørn, medmindre de får tilladelse til at give blod, hvis det skulle blive nødvendigt. Det er i realiteten meget få læger der vil give 100 procents garanti for at de ikke vil bruge blod under nogen omstændigheder ved behandling af et barn. De fleste læger føler af medicinske og juridiske grunde ikke at de kan give en sådan garanti, selv om de vil gøre alt hvad de kan for at respektere vort ønske i forbindelse med blod.

6 Hvad skal I gøre hvis I, i jeres søgen efter en læge til jeres barn, finder frem til en der er kendt for at samarbejde med os og som tidligere har behandlet andre Jehovas vidner uden at bruge blod, men som alligevel føler at loven ikke tillader ham at give jer en absolut garanti for at der ikke vil blive brugt blod, selv om han forsikrer jer om at det efter hans mening heller ikke vil være noget problem i dette tilfælde? I konkluderer måske at denne læge er den der er villig til at gå længst i sine bestræbelser for at undgå at bruge blod, og at det derfor er det bedste tilbud I kan opnå. Under disse omstændigheder kan I vælge at give tilladelse til at behandlingen fortsættes. Gør det dog helt klart for lægen at jeres tilladelse til at give barnet lægebehandling ikke er en tilladelse til at give blodtransfusion. Hvis I træffer en sådan afgørelse bærer I selv ansvaret for den, men den vil ikke blive betragtet som et kompromis.

7 Den bedste form for beskyttelse opnås ved at komme problemerne i forkøbet. Undersøg om der findes en forsvarlig alternativ behandlingsform som reducerer eller måske eliminerer risikoen for at blodtransfusion skulle blive nødvendig, og prøv på forhånd at finde en samarbejdsvillig læge.

8 En af de første ting kristne forældre bør gøre når deres barn indlægges på hospitalet eller kommer under lægebehandling er at fortælle om deres holdning til blod. Hvis barnet skal opereres bør I i god tid anmode om et møde ikke alene med den kirurgiske overlæge, men også med anæstesilægen. Den kirurgiske overlæge kan som regel hjælpe jer med at arrangere et sådant møde. For i at undgå enhver tvivl bør I udfærdige og underskrive et dokument hvoraf det tydeligt fremgår at I af religiøse og lægevidenskabelige grunde under ingen omstændigheder ønsker eller tillader brugen af blod i forbindelse med behandlingen af jeres barn. Forvis jer om at dette dokument vedlægges journalen.

9 Hjælp fra Jehovas organisation: Hvordan hjælper Jehovas organisation jer til at beskytte jeres børn mod misbrug af blod? Selskabet har publiceret mange oplysninger om blod og lægevidenskabelige alternativer til blodtransfusion, for eksempel brochuren Hvordan kan blod redde dit liv? I har lokale brødre og søstre som kan give jer megen hjælp og støtte i kritiske situationer.

I nogle lande vil de ældste måske under visse omstændigheder finde det tilrådeligt at arrangere døgnvagt på hospitalet. En sådan vagttjeneste udføres bedst af en ældste og den ene af patientens forældre eller en anden nær slægtning af barnet. I disse situationer gives blodtransfusioner nemlig ofte om aftenen når alle slægtninge og venner har forladt hospitalet.

10 Brødrene fra de ti Kontaktudvalg til Hospitaler som alle har fået en særlig oplæring, står til jeres rådighed.I kan kontakte dem gennem menighedens ældste når I har brug for det.   

De ældste bør naturligvis ikke ringe til dem angående ubetydelige problemer. På den anden side skal de heller ikke vente for længe med at ringe hvis der er ved at opstå et alvorligt problem. Brødrene fra kontaktudvalgene kan i mange tilfælde henvise til samarbejdsvillige læger eller give forslag til alternative behandlingsmetoder. Hvis det er nødvendigt og muligt vil disse brødre også kunne møde op på hospitalet og hjælpe med at løse problemet.

11 Forberedelse til den situation hvor lægen får myndighedernes tilladelse til at give blod: Hvad kan I gøre hvis lægerne kontakter de sociale myndigheder for at få tilladelse til at give jeres barn blodtransfusion imod jeres vilje? Kan I så ikke lige så godt give op? Nej, afgjort ikke! Det er stadig muligt at afværge en blodtransfusion. Man bør imidlertid på forhånd forberede sig på denne situation. I den forbindelse vil det være en hjælp for jer at kende og forstå de bestemmelser i lægeloven og bistandsloven der benyttes i disse situationer. Folketinget har i forbindelse med begge disse love for nylig vedtaget ændringsforslag der har betydning for os. Ændringen af lægeloven fastslår at habile voksne selv kan afgøre om de vil modtage eller afvise en lægebehandling, men forældre har ikke ubegrænset myndighed til at godkende eller afvise lægebehandling for deres børn. I bemærkningerne til loven står der: „Tilsvarende er lægen ved behandlingen af en mindreårig, der lider af en livstruende sygdom, forpligtet til at yde den nødvendige behandling, også selv om forældremyndighedens indehaver ikke samtykker heri." Forældre til børn under 18 år kan altså ikke afvise en behandling der af lægen skønnes livsvigtig eller absolut nødvendig for barnets sundhed.

12 De bestemmelser i bistandsloven der giver lægen/hospitalet mulighed for at behandle barnet uden forældrenes samtykke vil fra den 1. januar 1993 være at finde i kapitel 8, §§ 35, 35b og 35c. Den grundlæggende bestemmelse (§ 35) tager sigte på forsømmelse og vanrøgt, og da Jehovas vidner ikke forsømmer eller vanrøgter deres børn, vil man sjældent benytte den lovparagraf i forbindelse med os. Den paragraf der hyppigst vil blive anvendt i vort tilfælde er § 35b, stk. 1, som lyder: „Hvis forældremyndighedsindehaveren undlader at lade et barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for varig og betydelig invaliditet, kan Børn og unge-udvalget træffe beslutning om at gennemføre undersøgelsen eller behandlingen." Denne bestemmelse medfører i modsætning til bestemmelsen i § 35 ikke at barnet ’anbringes uden for hjemmet’, men giver blot lægerne tilladelse til at tilsidesætte forældrenes modstand mod en behandling. Hvad kan der gøres for at undgå at man på denne måde giver lægerne lov til at give et barn blod?

13 Ikke-akutte situationer:

I de ikke-akutte situationer har forældrene forholdsvis gode muligheder for at forhindre at Børn og unge-udvalget giver lægerne lov til at give blodtransfusion. I de situationer skal man nemlig ifølge den nye lov, inden der træffes beslutning, give indehaveren af forældremyndigheden, barnet eller den unge (hvis vedkommende er fyldt 12 år), advokaten og eventuel anden bisidder for forældremyndighedens indehaver, lejlighed til at udtale sig over for Børn og unge-udvalget. I den forbindelse har man ret til vederlagsfri advokatbistand.

14 Den nye regel om at børn over 12 år skal have lejlighed til at udtale sig over for udvalget, hvis de ønsker det, giver vore børn medindflydelse på den beslutning der træffes. Selv for børn under 12 år ’skal der foreligge oplysning om barnets holdning til den påtænkte foranstaltning, i det omfang barnets modenhed og sagens art tilsiger det’. Det understreger hvor vigtigt det er at vore børn selv kan gøre rede for og begrunde deres holdning til blodtransfusion. En ung der er fyldt 15 år, og som nægter at give sit samtykke til at modtage blod, har ifølge de nye regler selv krav på vederlagsfri advokatbistand. Dette kan få stor betydning i de situationer hvor forældrene ikke er med i sandheden.

15 Hverken byretsdommeren, den pædagogisk-psykologisk sagkyndige eller de tre andre medlemmer af Børn og unge-udvalget er læger. De vil derfor i almindelighed bøje sig for lægens udtalelser om det „presserende" behov for blod, uden at tænke nærmere over barnets eller forældrenes synspunkter. Forældrene kan her gøre opmærksom på at lægers opfattelser af hvornår og hvorfor der er brug for blod, er meget subjektive og forskellige. Selv om én læge påstår at det i denne situation er absolut nødvendigt at give blod for at redde et barns liv, kan man ofte finde en anden læge som har erfaret at det kan lade sig gøre at behandle den samme tilstand uden brug af blod.

16 Forældrene kan også over for Børn og unge-udvalget påpege at de ikke, sådan som brugen af § 35b forudsætter, har undladt at lade deres barn undersøge eller behandle. Hvis det var tilfældet, ville de så have ladet barnet indlægge? De anser det imidlertid for en gudgiven ret og pligt ansvarsfuldt at vælge den form for lægebehandling der er bedst for deres børn. Efter deres mening er en behandling uden blod ikke alene bedre og mere sikker, men den giver også, som det vigtigste, dem selv og deres børn mulighed for at bevare et godt forhold til Gud.

17 Hvis forældrene, ved hjælp af brødrene fra kontaktudvalget, kan finde frem til en autoriseret alternativ behandlingsform der kan løse problemet uden at der bruges blod, vil man uden tvivl kunne afværge at Børn og unge-udvalget giver lægerne tilladelse til at give blod. Hvis lægerne hævder at kontaktudvalgets forslag ikke er noget rimeligt behandlingsmæssigt alternativ til blod i den aktuelle situation, vil Børn og unge-udvalget sandsynligvis spørge jer hvorfor I afviser en „livreddende" blodtransfusion til jeres barn. Selv om jeres første tanke måske er at forklare at I tror på en opstandelse og at Gud vil give jer barnet tilbage hvis det dør, vil et sådant svar blot overbevise de tilstedeværende, der primært tænker på barnets fysiske velfærd, om at I er religiøse fanatikere, og at man må skride ind for at beskytte jeres barn.

18 Det er vigtigere at gøre Børn og unge-udvalget opmærksomt på at selv om I afviser blod af religiøse og medicinske grunde, afviser I ikke lægebehandling. Det eneste I ikke er enige med lægerne i er at fordelene ved at anvende blod opvejer de potentielle risici og komplikationer der er forbundet med det, når der findes alternative behandlingsformer der ikke indebærer de samme risici.

19 Lægen har som regel ikke gjort Børn og unge-udvalget opmærksomt på de mange farer der er forbundet med blodtransfusioner, deriblandt risikoen for AIDS og hepatitis. Det kan I gøre, og samtidig kan I nævne at I som kristne forældre vil betragte brugen af et andet menneskes blod i den hensigt at opretholde livet, som en alvorlig overtrædelse af Guds lov. Fortæl at I vil betragte det som en form for voldtægt hvis man påtvinger jeres barn blod. I kan, eventuelt sammen med jeres barn hvis barnet er i stand til at gøre rede for sin overbevisning, give udtryk for jeres afsky for en sådan legemlig krænkelse og anmode udvalget om ikke at give lægen lov til at give blod, men i stedet tillade jer at fortsætte jeres bestræbelser for at få barnet behandlet uden brug af blod.

20 I kan gøre udvalget opmærksomt på at det blot er én eller to læger fra samme hospitalsafdeling der mener at der i dette tilfælde er behov for blod. Læger har forskellige fremgangsmåder, og I forsøger at finde frem til en læge som vil give jeres barn en alternativ lægebehandling uden brug af blod. Måske har I allerede fundet en sådan læge med kontaktudvalgets hjælp. Vedkommende kan i så fald, eventuelt pr. telefon, bekræfte over for Børn og unge-udvalget at en autoriseret, alternativ behandling af jeres barn er mulig. Kontaktudvalget kan give udvalgsmedlemmerne — og eventuelt også den læge der har bedt udvalget bemyndige ham til at give jeres barn blod — medicinske artikler der viser hvordan jeres barns sygdom kan behandles med godt resultat uden at bruge blod.

21 I nogle tilfælde kan et sådant forsvar bevirke at udvalget begrænser lægens frihed til at anvende blod, eller giver forældrene mulighed for at finde frem til en læge der kan og vil behandle barnet uden brug af blod. Ovennævnte fremgangsmåde (par. 13-20) kan følges i alle ikke-akutte situationer.

22 Akutte situationer:

I de akutte tilfælde hvor man af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige situation ikke kan afvente at sagen behandles i Børn og unge-udvalget kan beslutning ifølge § 35b, stk. 2, træffes foreløbigt af formanden eller i dennes forfald næstformanden for udvalget. En sådan afgørelse, som forældrene blot skal orienteres om inden for 24 timer efter iværksættelsen af beslutningen, kan i praksis træffes meget hurtigt, eksempelvis blot ved en telefonsamtale med formanden for Børn og unge-udvalget. Hvad kan man som forældre gøre for at forebygge den situation? Hvis der er tid til det, kan man prøve at finde frem til en alternativ lægelig behandling der kan gennemføres uden brug af blod, og en læge der er villig til at anvende denne behandling.

23 Hvis det ikke kan lade sig gøre, drejer det sig i disse situationer om at vinde tid så beslutningen ikke træffes før forældrene, advokaten, bisidderen og eventuelt også barnet selv har haft lejlighed til at udtale sig og forsvare deres synspunkter over for Børn og unge-udvalget. Denne tid kan vindes ved at følge situationen på hospitalet nøje. Nogle gange forsøger man i hemmelighed at få truffet en foreløbig beslutning efter § 35c, men ved hele tiden at spørge hvad der foregår kan I som forældre sikre jer at en sådan beslutning ikke træffes uden at I får det at vide. Bekræftes jeres mistanke bør I bede kontaktudvalget hjælpe jer med at finde en advokat der vil varetage jeres interesser på en god måde. Udvalget kan fra Selskabets Hospitalinformation rekvirere de oplysninger der skal til for at han/hun kan forsvare jeres standpunkt bedst efter omstændighederne.

24 Når lægerne beder formanden for Børn og unge-udvalget træffe en foreløbig beslutning retfærdiggør de det med at der er tale om en nødsituation hvor der ikke er tid til at informere forældrene eller til at sagen behandles i Børn og unge-udvalget. Bagefter har de dog ofte indrømmet at der ikke var tale om et „virkeligt" nødstilfælde, men at de blot ønskede en tilladelse „i tilfælde af" at de senere skulle finde det nødvendigt at give en blodtransfusion.

25 Med kontaktudvalgets hjælp kan det derfor som regel lade sig gøre at overbevise Børn og unge-udvalgets formand eller næstformand om at situationen ikke er så akut at den berettiger til at man gør brug af § 35c. Lykkes det, benytter man så blot den fremgangsmåde der er nævnt i forbindelse med de ikke-akutte situationer (par. 13-20). Lykkes det ikke, må man gøre hvad man kan for at trække tiden for iværksættelsen af den foreløbige beslutning ud, for eksempel ved at ringe til formanden eller næstformanden for udvalget og protestere, og samtidig arbejde ihærdigt på at få det møde der ifølge § 35c skal afholdes „snarest muligt og senest inden 7 dage", bragt hurtigt i stand. Disse juridiske kendsgerninger understreger værdien af at finde en samarbejdsvillig læge og/eller en alternativ behandling.

26 Det er vigtigt at I, når I taler med dem der ønsker at gennemtvinge en blodtransfusion, ikke giver udtryk for den mindste vaklen i jeres holdning. I må være forberedt på at gøre jeres stilling klar på en overbevisende måde. Udvalgsmedlemmer eller læger spørger nogle gange forældrene om de vil „overlade" dem ansvaret for at træffe afgørelse om en blodtransfusion, idet de tror at det vil gøre det lettere for forældrene at leve med deres samvittighed. I bør gøre det klart for alle implicerede at I som forældre fortsat vil gøre alt hvad I kan for at undgå at man giver jeres barn blod. Det er jeres gudgivne ansvar, og det kan I ikke give fra jer.

27 Hvis der, på trods af jeres og kontaktudvalgets bestræbelser, alligevel bliver givet tilladelse til at lægen om nødvendigt kan give jeres barn blod, bør I fortsat indtrængende anmode lægen om ikke at give blodtransfusion og tilskynde ham til at bruge de alternative autoriserede behandlinger der er til rådighed. Selv hvis lægerne, med Børn og unge-udvalgets bemyndigelse, har påtvunget et af vore børn blodtransfusion, må vi ikke give op. Søg fortsat at få lægerne til at overveje indholdet i de lægevidenskabelige artikler kontaktudvalget har fremskaffet, og appellér til dem om at kontakte og lytte til eventuelle andre læger der er villige til at lade sig konsultere i det givne tilfælde angående en alternativ behandling af jeres barn. I mere end ét tilfælde har en tilsyneladende ubøjelig læge efter operationen stolt meddelt forældrene at han ikke har anvendt blod. Selv efter at afgørelsen er truffet, bør man derfor ikke uden videre give op! — Se „Spørgsmål fra læserne" i Vagttårnet for 15. juni 1991.

28 Ifølge den nye bistandslov er der mulighed for at klage til Den Sociale Ankestyrelse over beslutninger truffet af Børn og unge-udvalget, uanset om det er § 35, § 35b eller § 35c der ligger til grund for beslutningen. Hvis man er utilfreds med Ankestyrelsens behandling af klagen, kan den kræves forelagt for landsretten. I alle tilfælde hvor man har påtvunget et barn blod tilskyndes forældrene til at samarbejde med kontaktudvalget i sagens videre forløb. Udvalgenes medlemmer har prøvet situationen før, har et godt kendskab til den juridiske side af sagen, og er oplært til at tage sig af sådanne sager. Derfor vil de være jer en god hjælp.

29 Husk at Jesus sagde: „Tag jer i agt for mennesker; for de vil overgive jer til lokale domstole . . . I vil blive slæbt for landshøvdinger og konger for min skyld, til et vidnesbyrd for dem og nationerne." Jesus tilføjede at den hellige ånd ville hjælpe os til at huske hvad der vil være passende og gavnligt at sige i sådanne situationer. — Matt. 10:16-20.

30 „Den der har indsigt i en sag vil finde det gode, og lykkelig er den der stoler på Jehova." (Ordsp. 16:20) Forældre, gør derfor de nødvendige forberedelser for at beskytte jeres barn mod misbrug af blod. (Ordsp. 22:3) Børn, lyt til jeres forældres oplæring og tag den til hjerte. Vær som familie ’fast besluttet på ikke at spise blodet, for at det kan gå jer godt’ som følge af Jehovas velsignelse og godkendelse. — 5 Mos. 12:23-25.

CITAT SLUT