Et lille problem med de 144.000AF OLE LINDSommeren 1952 Christian og Kirsten var nye i troen Jehovas vidner, kom med i ”sandheden” i 1950. De var lykkelige i denne deres nyfundne tro og glædede sig over samværet med alle deres nye brødre og søstre, og den voksne forståelse af bibelen de fik gennem vejledningen fra den lille salvede rest af de 144.000, den såkaldte tro og kloge træl. I 1952 blev deres tro sat på en alvorlig prøve. Denne deres prøvelse skyltes en artikel i bladet Vagttårnet for den 15. juni 1952, artiklen hed ”Hadet for sit navn skyld” og nævnte ti forfølgelser som fandt sted i den kristne menigheds første tid. Artiklen var rystende læsning, den afslørede, hvilke forfærdelige lidelser og hvilken smerte og ondskab disse første kristne måtte udstå på grund af deres tro. I titusindvis af kristne blev dengang myrdet og henrettet på de mest modbydelige og de mest bastialske måder. Alene i Ægypten blev der i blot én eneste forfølgelse dræbt 144.000 kristne. 144.000? Jamen 144.000? Christian og Kirsten var dybt chokerede, de vidste begge, at den sidste bog i bibelen, Åbenbaringsbogen, nævnte, at 144.000 medlemmer af den kristne menighed, og kun 144.000, skulle løskøbes fra jorden til et liv i himmelen sammen med Jesus Kristus. De vidste også, gennem den bibelske undervisning de havde modtaget, at der fortsat var en lille rest af disse 144.000 salvede kristne tilbage på jorden i dag som endnu manglede at blive optaget til himmelsk liv, de levede fortsat her på jorden. De var også fuldt ud klar over, at det kun var denne lille rest af de 144.000 Gud henvendte sig til nu her i endens tid, Gud henvendte sig aldrig til den store skare, de såkaldte andre får, aldrig, den store skare var derfor fuldstændig afhængig af den åndelige føde og den undervisning den fik fra resten af disse 144.000, den undervisning der var så nødvendig for frelse. Christian og Kirsten var fuldstændig klar over disse kendsgerninger, de havde læst det i bladet Vagttårnet for mindre en en måned siden, de havde det derfor i frisk erindring. (1) I Vagttårnet for 1. maj. 1952, side 152, prg. 9, havde de bl.a. læst følgende angående den lille salvede rest af de 144.000: Den har fået alle rigets interesser på jorden betroet, deriblandt som det vigtigste at videregive den strøm af sandheder der ser dagens lys som følge af mange profetiers opfyldelse. De får der nu bliver indsamlet, er Herrens ”andre får”, og de tilhører ham, og eftersom alt hvad Herren ejer skal forvaltes af den kloge træl, må denne trofaste salvede skare udvide sit forsyningsområde til ikke blot at omfatte tyende, men også disse ”andre får”, således at de kan få ”deres mad i rette tid”. De ”andre får”, den såkaldte store skare som her er omtalt, begyndte først at blive indsamlet i året 1935. (2) Jamen, Christian og Kirsten forstod det ikke, hvis den store skare først begyndte at blive indsamlet i året 1935, måtte det jo betyde, at alle de kristne der levede før dette år, så alle tilhørte den lille salvede skare på de 144.000. Det måtte så også betyde, at alle der levede dengang disse forfærdelige forfølgelser fandt sted, så også alle tilhørte den lille skare på de 144.000, ingen tilhørte så den store skare, den begyndte jo først at blive indsamlet i året 1935. Men dette måtte vel siges at være en umulighed, når det nu i Vagttårnet klart blev vist, at mange flere end 144.000 kristne blev dræbt dengang i de første århundreder, og alle tilhørende den lille skare; når dette nu er tilfældet, hvordan kan der så fortsat være en lille rest af disse 144.000 tilbage på jorden i dag? Det måtte siges at være en umulighed. Christian og Kirsten drøfter det indbyrdes, er fuldstændig i vildrede, hvad så med de brødre og søstre der hvert år den 14. nisan nyder symbolerne brødet og vinen som en tilkendegivelse af at de hører Kristus og dermed den lille skare til? Hvad så med dem? (3) Christian og Kirsten var dybt bekymrede. Det var alt sammen meget frustrerende, der måtte være en forklaring, de inviterede de tre ledende brødre i menigheden hjem til en samtale. Samtalen. Fjorten dage efter sad de ledende brødre i menigheden, Ove Nielsen, Karl Kristensen og Poul Nielsen bænket ved kaffebordet i deres lille hjem, Christian og Kirsten havde ved søndagens møde fortalt dem om deres problem, så de var vel forberedte. Kirsten skænker kaffe, Poul Nielsen rømmede sig: ”Vi har glædet os meget til at komme og tale med jer, det er rart, at vi kan være sammen og nyde hinandens selskab. Vi har da også glædet os meget til at få lejlighed til at besvare jeres spørgsmål.” Christian nikker: ”Jamen, vi er da også meget glade for, at I kunne komme.” Poul Nielsen fortsætter: ”Svaret er i øvrigt meget enkel, det står i det nye nummer af Vagttårnet.” ”Gør det det?” Christian og Kirsten er lidt forbavsede, de har endnu ikke haft tid til at læse det nye nummer.
Poul begyndte at læse, først læste han spørgsmålet fra læseren: ”Ifølge artiklen ”Hadet for hans navn skyld” i Vagttårnet for den 15. juni 1952 døde hundredtusinder under ”de ti forfølgelser” som begyndte på Neros tid, og alene under én af disse forfølgelser døde 144.000 i Ægypten. Hvordan kan det stemme overens med, at skriften begrænser antallet af lemmer på Kristi legeme til 144.000; hvilken stilling var den eneste der stod åben for kristne i disse århundreder? Derefter læste han svaret: ”Artiklen foretog ikke nogen afgjort klassifikation af de mennesker der døde under disse forfølgelser, men talte om resultatet i al almindelighed. Læg mærke til at der tages et betydningsfuldt forbehold i sagen der omtales i spørgsmålet: ”I provinsen Ægypten døde alene under denne forfølgelse 144.000 der bekendte sig til at være kristne, foruden 700.000 andre der døde som følge af de strabadser der mødte dem i landflygtigheden eller under tvungent offentligt arbejde. Ofrene identificeres som nogle ”der bekendte sig til at være kristne”, ikke virkelige kristne. Mange af disse mennesker kan være blevet indhentet af forfølgelsesbølgen, men har måske aldrig virkeligt forkyndt sandheden eller fulgt i Jesu fodspor, og de har således kun foregivet at være kristne. De vidste, at den verden, de levede i, var fordærvet, og de lyttede til det kristne budskab og var villig til at dø for det, skønt det ikke skete ifølge den ophøjede kaldelse i Kristus Jesus. Mange, der i vore dage påstår at være kristne, kan måske være villige til at dø for deres tro, men de er dog stadig ikke Jesu efterfølgere eller opfylder skriftens krav til disse.” Poul bliver færdig med at læse, ser veltilfreds og sejrsikker op fra bladet.
Der blev helt stille i stuen, de tre brødre giver Christian og Kirsten tid til at læse artiklen igennem for sig selv.
Poul er ved at blive lidt ærgerlig, det var ikke lige det udfald af besøget, han havde tænkt sig: ”Som jeg forstår det, havde de sympati for de kristne.”
Christian bryder tavsheden: ”Hvad nu hvis der kom en lignende forfølgelse her i Danmark som den der var dengang, altså en forfølgelse hvor mennesker vil blive korsfæstet, vil blive tvunget til at drikke smeltet bly, vil blive sønderrevet af vilde dyr eller tortureret med glødende jern – mener I så også, at de mennesker vi måske har bibelstudium med, eller afleverer et par blade til i ny og næ, eller måske endog blot besøger engang imellem, mener I virkelig, at disse mennesker sådan ganske uden videre vil lade sig torturere på disse forfærdelige måder?”
Fortsat tavshed, ingen siger noget. Til sidst er det Karl Kristensen der bryder tavsheden: ”Det kan vi ikke svare på sådan uden videre” siger han på sit drævende sjællandske ”det kan da godt være, at den tro og kloge træls svar er forkert, vi må vente og se.” ”Vente og se? Vente på hvad? Hvis der ikke er noget fornuftigt svar på dette alvorlige spørgsmål, kan det da kun betyde, at alle de der tilhører denne lille skare på de 144.000 nu alle må være døde, de er alle kaldt til himmelen for længe siden, der kan så umuligt være en lille ”salvet rest” tilbage på jorden i dag. Det kan så kun betyde, at alle de der i dag påstår at de tilhører denne lille rest af disse 144.000, så alle må være bedragere?” ”Næ, hør nu” De tre brødre er tydeligt forargede ”naturligvis er de da ikke bedragere, hvis det ikke var for dem, havde vi jo ikke haft den vidunderlige forståelse af bibelen som vi har i dag. Du ved så udmærket godt, Christian, at det kun er Jehovas vidner der i dag har den rette forståelse af bibelen, og det kan vi udelukkende takke den tro og kloge træl for.” Kirsten bryder ind: ”Hvem har egentlig indsendt dette læserbrev? Jeg mener – svaret her i Vagttårnet er jo givet på foranledning af et spørgsmål fra en læser. Men det kan vel ikke være muligt, fra artiklen er skrevet, til den går i trykken, og til den bliver distribueret til de forskellige menigheder, må der nødvendigvis gå en vis tid, i hvert fald betydeligt mere tid end de fjorten dage der er tale om i dette tilfælde. Det kan vel så kun være den tro og kloge træl selv der har ”indsendt” dette læserbrev.” Kirsten ser spørgende på de tre brødre ”Det kan vel ikke siges at være ærligt? Som jeg ser det, prøver den tro og kloge træl at dække over, at de har dummet sig.” Karl, Ove og Poul sidder tavse, ved ikke hvad de skal svare. Det er Ove Nielsen der til sidst bryder tavsheden: ”Ja, det kan da godt være, de har dummet sig, men der er da heller ingen der påstår at den tro og kloge træl er ufejlbarlige, de er alle syndige mennesker som I og jeg.”
Kirsten vender tilbage til rubrikken Spørgsmål fra læserne: ”I det svar Vagttårnet kommer med siges der, at ”der tages et betydningsfuldt forbehold i sagen, ofrene identificeres som nogle der bekendte sig til at være kristne, men ikke virkeligt er kristne.” Det er jo heller ikke rigtigt.”
Kirsten rejser sig og henter bladet fra den 1. Juni med den oprindelige artikel, de mange understregninger viser, at den er godt gennemlæst, Prøv at høre her, Kirsten begynder at læse højt fra de steder hun har understreget: ”I år 64 (e.Kr.) var ”kristendommen” kendt over store dele af det romerske kejserrige. På den måde begyndte der en tidsperiode på næsten tre hundrede år med ti voldsomme forfølgelser af de kristne. Nero sørgede for, at den første af disse grusomme forfølgelser angav tonen for de øvrige. Han lod øjeblikkelig de kristne samle sammen, holdt en kort rettergang og myrdede dem på den mest babariske måde man kan tænke sig.” Kirsten ser op fra bogen, alle sidder stille, lytter i tavshed. Kirsten fortsætter: ”Ved Neros død fulgte der et kort pusterum, men i de sidste år af det første århundrede brød den anden store forfølgelse ud under kejser Domitian. Det siges, at 40.000 led martyrdøden alene i år 95. Domitian havde ligesom Nero flere sindssyge karaktertræk. Han havde tidligere myrdet sin egen broder og flere romerske senatorer. Et af hans dekreter gik ud på, at hele Davids slægt skulle lide døden. Under denne herskers forfølgelse døde mange fremstående kristne, og ifølge Blanchards Book of Martyrs, også den Timoteus som Paulus skrev to kanoniske breve til.” Kirsten finder det næste sted i artiklen og læser videre: ”Med år 162 kom den fjerde bølge af mishandlinger under den stærkt hedenske kejser Marcus Aurelius Antonius. Under hans styre blev de kristne, uden hensyn til køn, udsat for den mest umenneskelige behandling. Kendte medlemmer af den kristne kirke, som Polykarp og Justinus, gik standhaftigt i døden. Nye rædsler, som de rødglødende torturstole, kunne ikke ødelægge den kristne tro.” Kirsten ser op et øjeblik ”Bemærk, hele tiden tales der om de kristne, ikke et ord om ”bekendende” kristne” Kirsten begraver igen ansigtet i bogen, læser videre: ”I år 162 blev de kristne udsat for den mest umenneskelige behandling, og i år 235 oplevede de kristne den sjette forfølgelse. Utallige kristne blev slået ned uden forudgående rettergang, og deres lig blev som oftest samlet sammen i store dynger.” Endelig bliver Kirsten færdig: ”Det jeg her har læst er kun korte uddrag fra artiklen, men bemærk at der her i den oprindelige artikel ikke én eneste gang og med et eneste ord bliver nævnt at de der blev udsat for disse forfærdelige lidelser kun var ”bekendende” kristne, artiklen forklarer udførligt, at alle var troende kristne, alle 861.000 af dem, altså blev der dræbt langt flere end 144.000 sande, troende, indviede, døbte kristne dengang disse forfølgelser fandt sted i det første århundrede.” De tre brødre nikker: ”Jo – ja - når det nu bliver udlagt på den måde.”
Kirsten fortsætter: ”Altså kan de der i dag påstår at de tilhører en rest af disse salvede 144.000 ikke virkeligt være en sådan rest.”
Christian bryder ind: ”Vagttårnet forklarer jo sådan set heller ikke hvad forskellen er på det at være en sand kristen og det at være en bekendende kristen, mig bekendt er der ingen forskel.” Ove Nielsen smiler, det kunne han forklare: ”Den tro og kloge tjener skelner imellem dem der er aktivt troende kristne og dem der kun er tilsluttet en kristen kirke uden egentlig at komme der. F.eks. i den danske folkekirke bekender de fleste sig til det at være kristne blot ved deres medlemskab alene, men de sætter så godt som aldrig deres ben i kirken. Sådanne passive medlemmer er bekendende kristne.” Christian sidder lidt, er nødt til at tænke før han svarer: ”Jamen, det kan da ikke være sådanne passive kristne, artiklen refererer til, hvis det er tilfældet, vil det jo betyde at ca. otteoghalvfems procent af den danske befolkning ville være villige til at gå i døden for deres tro, det kan da ikke være muligt?” De sidder tavse, alle kan mærke den trykkende stemning. Fortielsen Alle prøvede at lette stemningen ved at tale om løst og fast. Dette var ikke muligt. Efter et stykke tid siger Poul Nielsen: ”Jeg tror, det vil være klogt ikke at tale om disse problemer til andre i menigheden.” Christian ser forbavset på ham: ”Hvorfor dog ikke det?”
Ove Nielsen finder et skriftsted i bibelen, begynder at læse: ”En mand, der volder splittelse, skal du vise bort, efter at du én eller to gange har advaret ham; du ved jo, at et sådant menneske er på vildspor og synder, dømt af sig selv.” Christian og Kirsten sidder tavse, ved ikke hvad de skal sige, de har opgivet. Ove Nielsen fortsætter: ”Der er så mange ting der viser at Jehovas vidner er de sande kristne, så der er derfor ingen tvivl om at når tiden er inde vil, lyset fra Guds ord skinne klart som ved højlys dag, vi vil til den tid alle få den fulde forståelse.” Poul Nielsen tager ordet: ”Vi forkynder jo også i den almægtige Gud Jehovas navn, tror I virkelig, Gud vil tillade at den menighed hans navn er nævnet over forkynder løgn? Naturligvis ikke.” Christian og Kirsten nikker, jo, ja, man kan da også se det fra den synsvinkel, det var måske også bedst at tie stille, for fredens skyld, Gud vil åbenbare det, når tiden er inde. Senere prøvede Christian et par gange at bringe emnet på bane i menigheden. Han opdagede hurtigt, at det var der ingen der ønskede at tale om. Med tiden blev emnet derfor lagt i glemmebogen, der kom hele tiden nyt lys. Ole Lind september 2008
|