HVILKE KONSEKVENSER KAN EN UDSTØDELSE FÅ FOR VENNER OG NÆRE FAMILIEMEDLEMMER?

Illustration fra Vagttårnet
15. nov. 81

FRA BROCHUREN SIDE 8


Ved en udstødelse bliver enhver kontakt med tidligere trosfæller brudt fra den ene dag til den anden, for enhver, der kommer sammen eller blot taler med en udstødt, risikerer selv udstødelse. Ja endog nære slægtninge bliver kraftigt advaret mod at komme sammen med et udstødt familiemedlem, som det fremgår af Vagttårnet 15. marts 1986.

HVORFOR HANDLER JEHOVAS VIDNER, SOM DE GØR?

Langt de fleste mennesker vil føle, at dette er ondt. Selv mennesker, der har begået en alvorlig forbrydelse, bliver sjældent koldt afvist af deres nærmeste. Det behøver absolut ikke at være det samme som at billige en kriminel handling, at man i en sådan situation bibeholder kontakten til en ven eller en slægtning. Men det er sådan, Jehovas Vidners Styrende Råd tolker dette.

Jehovas Vidner har følelser ligesom andre mennesker. Alligevel er der mange eksempler på, at de har nægtet at komme sammen med et nært familiemedlem, blot fordi denne ikke længere betragtes som et Jehovas Vidne. Hvordan kan det være?

Svaret er, at et vidne ubetinget må underlægge sig Vagttårnets bestemmelser og derfor ofte ikke handler ud fra egne følelser og egen fornuft og samvittighed. Gennem hele vidnets oplæring er det blevet indprentet, hvad en "sand kristen" bør tro, tænke og føle ifølge Vagttårnet, og det mister derved let troen på egen dømmekraft. Mange gange er den udstødtes familie lige så fortvivlet som den udstødte over adskillelsen.

De fleste Jehovas Vidner tror oprigtigt, at de er ledet af Gud (Jehova), men man kunne spørge, om ikke Vagttårnsselskabet i virkeligheden er blevet deres gud – en gud, der styrer deres tanker og handlinger?

Vagttårnet 15. marts 1986, side 18: "Nogle der har en kritisk indstilling hævder, at Jehovas organisation er for streng, når den siger, at vi skal afskære enhver selskabelig forbindelse med udstødte (2. Johannes 10, 11). Men hvorfor mener de det?

Er det fordi de nærer stærke familiefølelser eller en misforstået loyalitet over for en ven og sætter disse bånd højere end loyaliteten over for Jehova og hans normer og krav?

Tænk også på, at hvis man fortsætter med at komme sammen med en, der er blevet udstødt, også selvom det er en, der står en så nær som en slægtning, kan det få vedkommende til at drage den slutning, at det han har gjort ikke er så alvorligt, og det kan skade ham yderligere. Hvis man derimod undlader at komme sammen med ham, kan det få ham til at længes efter det, han har mistet og ønske at opnå det igen."

HVORDAN KAN MAN KOMME IND I VARMEN IGEN?

Hvis man vil tilbage til vidnerne igen efter en udstødelse, kræves der, at man giver udtryk for "anger" ved igen at leve sit liv fuldt og helt på Vagttårnets betingelser.

Der forlanges også, at man kommer til deres møder og sætter sig bagest i salen. Ingen vil da tale til den udstødte, før genoptagelsen finder sted efter et halvt til et helt år på denne måde.

Mange har udholdt dette, fordi de stadigvæk tror på Vagttårnsorganisationen, andre fordi de ikke har kunnet klare at være adskilt fra familie og tidligere venner.