født 1852 død 1916
JEHOVAS VIDNERS HISTORISKE BAGGRUND
FRA BROCHUREN SIDE 3
Jehovas Vidners religiøse organisation har sin oprindelse i en lille kreds af "bibelstudenter", der opstod omkring 1870 under ledelse af Charles Taze Russell. Han blev udgiver af det religiøse tidsskrift Zions Watchtower i dag kendt som Vagttårnet og stiftede senere Vagttårnets Bibel og Traktatselskab, som han var præsident for frem til sin død i 1916. Efter en bitter magtkamp blev han efterfulgt som præsident af J. F. Rutherford, der ligesom sin forgænger var totalt enerådende med hensyn til Vagttårnsselskabets religiøse og økonomiske anliggender. Det var i hans tid, at bibelstudenterne fik navnet Jehovas Vidner (1931). Efter hans død i 1942 blev Nathan H. Knorr præsident, efterfulgt af Frederick W. Franz og siden Milton G. Henschel.
DET STYRENDE RÅD
Jehovas Vidner er i dag bygget op omkring Det Styrende Råd, der består af en lille gruppe mænd, hvis antal har vekslet lidt gennem tiden. Indtil midten af 1970-erne var dette råd kun teoretisk Jehovas Vidners styrende organ. Den egentlige magt lå hos præsidenten og til dels også hos vicepræsidenten og sekretæren. Men det lykkedes medlemmer af Det Styrende Råd at få dette ændret, således at magten herefter blev fordelt på alle rådets medlemmer.
I 2001 foretog Jehovas Vidner en reorganisering af Vagttårnsselskabet. Det har betydet, at Det Styrende Råd nu officielt kun tager sig af de religiøse anliggender, mens nogle få udvalgte mænd med en årelang baggrund inden for Vagttårnsorganisationen har ansvaret for de økonomiske og administrative opgaver. Præsidentembedet varetages derfor ikke længere af et medlem af Det Styrende Råd.
TALER BIBELEN OM ET STYRENDE RÅD?
Jehovas Vidners Styrende Råd tager sig ikke blot af overordnede lærespørgsmål. Det blander sig også i private anliggender og fungerer som vidnernes "samvittighed" i stort som i småt.
Vagttårnet påstår, at Apostlenes Gerninger kap. 15 taler om et styrende råd i Jerusalem, som havde en overordnet stilling og myndighed i forhold til de første kristne menigheder. Men kapitlet nævner ikke dette. Derimod taler det om Helligåndens ledelse i et bestemt stridsspørgsmål – den samme Helligånd, som også ledte Paulus på hans missionsrejser, hvor han o.a. handlede uafhængigt af det påståede råd i Jerusalem. I må ikke kalde jer førere, for kun én er jeres Fører, Kristus, og I er alle brødre", havde Jesus jo lært disciplene.
VAGTTÅRNET BETRAGTER SIG SOM EN PROFET
Vagttårnet sammenligner gerne sig selv med Det Gamle Testamentes profeter. I den forbindelse har Vagttårnet udtalt følgende om sig selv:
Vagttårnet 1. januar 1983: "I dag er der mere end nogen sinde brug for "en profet for folkene", idet de selvrådige nationalistiske folkeslag nu ubønhørligt samles til en altafgørende kamp ved Harmagedon Krigen på Guds den almægtiges store dag ved Harmagedon kan ikke begynde, før den "kollektive profet" har afsluttet sit arbejde."
Vagttårnet 15. april 1986: "Guds tjenere ved altså, hvad verdens ledende mænd ikke ved. De kender Jehovas hensigter og hans tider og perioder…Jehovas tjenere i vor tid adlyder ham som deres hersker. Fordi de gør det, åbenbarer Guds ånd også for dem, hvor langt vi er kommet med hensyn til hans tider og perioder."
Under "fejlslagne årstal" vil vi se nærmere på, hvor vidt Vagttårnet har haft tjek på "Guds tider og perioder".